Hvad ved du om grisen? Dyrenes Beskyttelse har samlet en række fakta om grisen, som du måske ikke kendte til.
Den vilde gris
Moderne gris, gamle behov: Den moderne tamgris stammer faktisk fra vildsvinet, som har levet vildt i mere end to millioner år.
For 9.000 år siden begyndte man at tæmme grisen. De tamme grise lignede vildsvinene, men med tiden har de mistet pelslaget, og så er soen blevet meget større.
De behov, som tamgrisen har i dag, ligner dem, som vildsvinet havde og stadig har. For eksempel vil soen bygge rede og passe sine unger, hvis hun får mulighed for det.
I Danmark bliver der produceret cirka 40 millioner grise hvert år. De bliver født af omkring en million søer.
I naturen kan en so blive over 15 år gammel. I den industrielle produktion bliver soen typisk kun et til tre år gammel, før hun bliver skiftet ud og sendt til slagtning eller dør i stalden af sygdom eller skader.
Socialt liv
I naturen lever vildsvinet i små flokke af fire til seks søer og deres pattegrise. Den sociale adfærd er intakt i den moderne gris.
Grisen er et socialt dyr, og indtil den er omkring syv uger gammel, er den stærkt motiveret til at søge social kontakt med andre.
Derefter opholder den sig helst sammen med de grise, som den har mødt i de første uger af dens liv.
Først i forbindelse med parring opsøger og møder den andre grise.
Kildehenvisning:
“Fakta om grisen”
dyrenesbeskyttelse.dk
https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/fakta-om-grisen
Kreditering bannerbillede: Dyernes beskyttelse
