Hedelyng (Calluna vulgaris) er en 15-75 cm høj dværgbusk, der vokser på heder og overdrev og i skove og højmoser.
Planten er morr– og aldannende, endog på lerjord. Hedelyng er en værdifuld trækplante for honningbier.
Beskrivelse
Hedelyng er en stedsegrøn dværgbusk med en opstigende og halvkugleagtig vækstform.
Barken er først grøn eller lysebrun med fine hår.
Senere bliver den brun med tynde striber, og til sidst er den gråbrun og skaller af i strimler.
Knopperne sidder skjult under løvbladene. Bladene er meget små, nåleformede, korsvis modsatte og næsten taglagte.
Bladrandene er indrullet opad. Randen er hel med fine hår. Ved bladfæstet findes to spidse, nedadrettede sporer.
Blomsterne sidder i et endestillet aks. De er klokkeformede med violetrødt bæger og krone. Duften er fin og krydret.
Frugterne er kapsler med mange frø, som spirer villigt på udpint og rå jord.
Rodnettet består af mange, højtliggende og meget seje hovedrødder, der forgrener sig til et tæt rodfilt.
Kildehenvisning:
“Hedelyng”
wikipedia.org
https://da.wikipedia.org/wiki/Hedelyng
Kreditering bannerbillede: Sasha Pshenkov pexels
