Tekststørrelse: A-A+

Den danske natur

Natursyn, vores holdning til naturen, der omgiver os. Der eksisterer ikke et entydigt, endsige et officielt natursyn. Det handler om, hvad vi vil bruge naturen til, hvordan vi skal behandle den, og i hvilken grad vi vil udnytte den.

Det ene yderpunkt er, at naturen kun har værdi i forhold til, hvad vi vil med den. Det andet yderpunkt er, at naturen har en værdi i sig selv, en førsteret i forhold til mennesket, der betyder, at vi skal underordne os den.

natursyn

Det natursyn, der ligger til grund for den danske naturforvaltning, breder sig over store dele af dette spektrum. I de danske naturskove skal naturens egne kræfter være dominerende, men størstedelen af den danske naturpleje er en kamp mod naturens kræfter, hvor vi ønsker at fastholde et område i en tilstand, der er bestemt af os selv.

Forudsætningen for, at den værdsatte naturtype eng bevares, er, at den afgræsses, da den ellers naturligt gror til med pile- og ellekrat. Forudsætningen for, at Tøndermarsken også i fremtiden er et af Danmarks mest artsrige naturområder, er, at marsken holdes afgræsset, og de kunstige grøfter oprenses og holdes ved lige.

Madsen, Bent Lauge: natursyn i Lex på lex.dk. Hentet 20. februar 2026 fra https://lex.dk/natursyn