Text size: A-A+

Flere grise sendt afsted i september end hele sidste år

På bare tre måneder er antallet af danske slagtegrise, der sendes til slagtning i udlandet, eksploderet.

I september alene blev flere grise sendt ud af landet end i hele 2025

Grisene transporteres helt til blandt andet Polen og Ungarn på ture, der kan vare op mod et døgn. Dyrenes Beskyttelse kalder udviklingen dybt kritisabel.

I september blev 41.238 danske slagtegrise sendt til slagtning i udlandet.

Det er flere end i hele 2025, hvor antallet var 33.949. Det viser nye tal, som Dyrenes Beskyttelse har fået gennem aktindsigt hos Fødevarestyrelsen.

”Det er slemt nok, at vi hvert år sender millioner af smågrise på lange transporter gennem Europa.

Nu sender vi også store, slagteklare grise ud af landet, alene fordi der er flere penge at hente ved at slagte dem i udlandet,” siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse og tilføjer:

”Samtidig bliver vi igen og igen fortalt, at den enorme danske griseproduktion er nødvendig for at sikre danske arbejdspladser.

Men når erhvervet selv sender flere og flere slagteklare grise ud af landet, sender man også potentielle danske arbejdspladser med.

Det er svært at få øje på sammenhængen mellem det, erhvervet siger, og det, erhvervet gør.

Og det går stik imod regeringens ambition om, at flere grise skal slagtes og forarbejdes i Danmark.”

Kildehenvisning:

“Eksporten af slagtegrise eksploderer: Flere grise sendt afsted i september end hele sidste år” 26 oktober 2026 Ida Maria Just
dyrenesbeskyttelse.dk
https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/eksporten-af-slagtegrise-eksploderer-flere-grise-sendt-afsted-i-september-end-hele-sidste

Kreditering bannerbillede: Dyernes beskyttelse 26 oktober 2026


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *