Tidligere dyrevelfærdskontrollant Anja Vesterholm fortæller om grove forhold i svinestalde, politianmeldelser der trak ud i årevis, og et kontrolsystem, hun oplevede som for svagt til at beskytte grisene.
Tomme foderkasser, rotter overalt og udsultede grise, der åd deres afdøde artsfæller. Det er ét af de værste kontrolbesøg, Anja Vesterholm oplevede i sin tid som dyrevelfærdskontrollant.
I 11 år var hun tilsynsførende i Fødevarestyrelsen, og anslår selv at have kørt over 1.000 kontrolbesøg i konventionelle svinestalde.
Hun vurderer, at der i ca. 80 procent af kontrolbesøgene var problemer i stalden, der enten førte til vejledning af forhold eller sanktioner som indskærpelse, påbud eller i de mest alvorlige tilfælde politianmeldelse.
Men Anja Vesterholm oplevede, at systemet tog alt for langt tid om at behandle en politianmeldelse. Nogle gange kunne der gå op til fem år, før sagen kom for retten, hvis den altså overhovedet gjorde det.
Ventetiden og uvisheden frustrerer hende stadig den dag i dag, når hun tænker tilbage
– Når vi politianmelder, så gør vi det jo fordi, det er alvorlige eller gentagende overtrædelser.
Det er bare virkelig demotiverende, at der går så lang tid, før sagerne bliver taget op, siger hun.
Kildehenvisning:
“Tidligere kontrollant: Landmænd mærker ikke konsekvensen af at bryde dyrevelfærdsloven” 14 oktober 2026 Sofia Laura Pilehave Lundgren
dyrenesbeskyttelse.dk
https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/tidligere-kontrollant-landmaend-maerker-ikke-konsekvensen-af-bryde-dyrevelfaerdsloven
