Tekststørrelse: A-A+

Danmarks dyreliv

Det nordligt tempererede kystklima og den oftest frodige jordbund i et svagt bølgende landskab, der er splittet op af fjorde og sunde, er sammen med floraens og faunaens sene indvandring i Danmark (efter sidste istid) de forhold, der især bestemmer det dyreliv, som mennesket i dag mere end nogensinde har sat sit afgørende præg på.

Danmarks dyreliv er på land stærkt præget af intensivt jordbrug og bymæssig bebyggelse og den dermed følgende forurening.

Til havs består menneskets påvirkning især i fiskeri, udledning af spildevand samt tilførsel af næringsstoffer, først og fremmest nitrat, hidrørende fra landbruget.
Faunaens udvikling

Fugtige milde vintre og kølige somre er sammen med jordbunden bestemmende for de naturlige vegetationstyper. Oprindelig var 80-90 % af landet dækket af blandet løvskov. Derfor var det danske dyreliv helt overvejende en skovfauna og er det stadig, når det opgøres i antal dyrearter.

Den uforstyrrede skov rummer mange arter, der i et kompliceret fødenet udnytter skovens store og stabile produktion, så næsten intet går til spilde. Skoven er derfor karakteriseret ved mange specialiserede og ofte sjældne arter. Den moderne, rationelt drevne og ofte plantede skov afviger meget herfra. Især er manglen på store gamle, evt. døende træer og grene samt tilbagegangen i skovenes vådområder årsag til, at mange dyrearter er gået tilbage.

Det samlede antal dyrearter i Danmark er umuligt at opgøre præcist. I 1995 opgjorde Skov- og Naturstyrelsen antallet af fritlevende, naturligt forekommende, her i landet ynglende arter af hvirveldyr til 424, nemlig 49 pattedyr, 209 fugle, 5 krybdyr, 14 padder, 37 ferskvandsfisk og 110 saltvandsfisk. Langt mere usikkert skønnes antallet af hvirvelløse dyr til 21.000 arter, heraf alene insekter 18.000. I 1990 viste den danske liste over de mest beskyttelseskrævende planter og dyr, at 53 % af disse hører til i skoven. Det gælder eksempelvis for skovmår, tre af vore spættearter, æskulapsnog og 658 arter af biller. Sidstnævnte udgør 61 % af de beskyttelseskrævende biller og 10 % af samtlige danske billearter.

Agger, Peder: Danmarks dyreliv i Lex på lex.dk. Hentet 20. februar 2026 fra https://lex.dk/Danmarks_dyreliv